Back

ⓘ Danmarks historie



                                               

Danmarks Tekniske Kulturarv

Danmarks Tekniske Kulturarv er en hjemmeside og et digitalt arkiv med digitalisering af ældre tekniske boger. Materialet der ligger grund for arkivet er fra DTU Bibliotek, som udgår fra Den Tekniske Forenings Bibliotek og Dansk Ingeniorforenings bogsamling. Det omfatter omkring 500 boger fra for 1920. De fleste boger er på dansk, men der er dog også engelsk-sprogede boger. Hjemmesiden blev annonceret i forste halvdel af 2021. Projektet blev til med stotte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Martha og Paul Kerrn-Jespersens Fond og Otto Monsteds Fond.

                                               

Steen Riisgaard

Steen Riisgaard er en dansk erhvervsleder og tidligere direktor i Novozymes, verdens storste producent af industrielle enzymer. Han har besiddet stillingen som direktor siden Novozymes blev etableret i en udspaltning fra Novo Nordisk i 2000. Han forlod Novozymes i 2013 hvorefter Peder Holk Nielsen blev den nye direktor. Steen Riisgaard er næstformand i bestyrelsen for Novo Holdings og bestyrelsesmedlem i Novo Nordisk Fonden samt bestyrelsesformand i Lactobio.

                                               

Damixa

FM Mattsson Mora Group Danmark ApS, tidligere Damixa ApS, er en svenskejet odensiansk virksomhed der producerer armaturer under varemærket Damixa. Damixa forer deres historie tilbage til 1932 med virksomheden Smith & Co., der oprindeligt producerede reservedele til motorcykler. Frem til 2004 var firmaet et aktieselskab under navnet Damixa A/S. Det år skiftede det til at være et anpartselskab. I 2015 blev navnet ændret til FM Mattsson Mora Group Danmark ApS. Virksomheden holder til på Hvidkærvej i den sydvestlige del af Odense. Administrerende direktor er Henrik Guldager Egelund.

                                               

VM i curling 2021 (kvinder)

Verdensmesterskabet i curling for kvinder 2021 er det 42. VM i curling for kvinder gennem tiden. Mesterskabet blev arrangeret af World Curling Federation og afviklet i arenaen WinSport Arena i Calgary, Alberta, Canada i perioden 30. april - 9. maj 2021 med deltagelse af 14 hold. Canada var VM-værtsland for 17. gang, men det var forste gang, at Calgary lagde is til kvindernes mesterskab. Det var også forste gang, at VM havde deltagelse af 14 hold. Mesterskabet blev for anden gang i træk vundet af Schweiz hold bestående af Alina Pätz, skipper Silvana Tirinzoni, Esther Neuenschwander, Melanie ...

Danmarks historie
                                     

ⓘ Danmarks historie

Danmarks arkæologiske historie begyndte ved slutningen af sidste istid. De seneste 12.000 år har det område, der i dag kendes som Danmark, været beboet af mennesker. Den egentlige historiske periode begyndte omkring 500 e.Kr., da folket danerne fremkom i skriftlige kilder. Fra kristningen af danerne omkring år 960 eksisterede en kongemagt i Skandinavien, som omtrent beherskede det nuværende danske område: Portugal og det danske kongehus danner Europas ældste ubrudte regentlinje. Dronning Margrethe 2. kan fore sin slægt tilbage til den oldenborgske slægt i det femtende århundrede; visse aner til slutningen af 1000-tallet.

Danmarks historie har været påvirket af placeringen mellem Nordsoen og Ostersoen: Danmark lå mellem Sverige og Tyskland og kæmpede med dem om overherredommet i Ostersoen. Med Sverige kæmpede Danmark længe om herredommet over Skåne og Norge, og med Hanseforbundet, tyske fyrster og hertuger i lang tid om hertugdommerne Slesvig dansk len og Holsten tysk len. Desuden har Danmark i de sidste tusinde år ofte været i konflikt med Sverige og de tyske og gottorpske fyrster om deres landområder. Konflikter, som endte med afgivelsen af Skåne, Halland og Blekinge og Norge til Sverige og med afståelsen af Slesvig og Holsten til tyske stater. Ved afståelsen af Norge i 1814 beholdt Danmark de norske provinser Færoerne, Gronland og Island. Nordslesvig kom tilbage efter en folkeafstemning ved genforeningen i 1920, mens Island erklærede sig fri af personalunionen med Danmark i 1944.

                                     

1. Forhistorie frem til sen Jernalder 500 e.Kr.

De forste sikre beviser på bosættelse er fra omkring 10.000 år f.Kr., hvor de forste beboere i Danmark levede af at jage, fiske og samle. Ager- og husdyrbrug vandt indpas omkring 4000 år f.Kr., da landbruget kom til landet og det fik for alvor området til at udvikle sig, befolkningen voksede, og de forste rigtige tegn på kultur og religionsdyrkelse begyndte at vise sig i form af stengrave og jættestuer. Samtidig med indforelsen af bronze i Danmark omkring 2000 f.Kr. begyndte en overklasse at dominere samfundet. De meget store og rigt udsmykkede grave vidner om det. Bronze var et kostbart metal. Omkring 500 f. Kr. blev samfundet ændret, da folk lærte at udvinde og anvende jern. Bonder kunne i mosen finde myremalm, der indeholdt jern, og selv frembringe gode, holdbare redskaber og våben. Jernalderen var præget af en markant befolkningstilvækst, da nye og bedre redskaber kunne opdyrke jorden bedre og bygge både. Handelen blomstrede, som fund af romerske smykker, monter og våben vidner om.

                                     

2. Danerne og vikingerne 500-1050 e.Kr.

Om danernes oprindelse kan kun gisnes. Nogle kilder taler om, at danerne udgik af Sveas rod: at de vandrede ind fra Sverige. Hvis det er tilfældet, så har de ikke fortrængt den oprindelige befolkning, men har måske som en herskende klasse lagt de indfodte under sig og fortrængt den indfodte kultur. Den forste danerkonge, som omtales i udenlandske kilder, hed Chlochilaicus, fortæller en kronikeskriver fra 590 e.Kr. Noget tyder på, at Danmark på dette tidspunkt var præget af storre herskabsområder eller hovdingedommer, og måske var det allerede ved at være et samlet kongerige. Den 800 m lange Kanhavekanal, der blev gravet gennem Samso cirka 700 e.Kr., vidner om en vis magt. Det gor bygningen af Dannevirke også: den har skullet beskytte et storre område mod truslen fra sakserne mod syd.

Vi ved fra skriftlige kilder, at vikingerne hærgede los i 793 og at klostret Lindisfarne blev plyndret af dem. De næste 250 år dominerede de skandinaviske vikinger store dele af Nordeuropa takket være deres hurtige og sodygtige langskibe. De bragte vikingernes til Amerika i vest og Det Kaspiske Hav i ost. Vikingerne plyndrede ikke kun, men handlede også i stor stil. Bl.a. hentede de trælle i Osteuropa og solgte dem i vest. De koloniserede og bosatte sig også i Normandiet og på Island, og de besatte store dele af England og gennemforte dansk lov Danelagen i området. Gorm den Gamle, der dode i 958, regner vi for den forste danske konge: hans son Harald Blåtand skrev det på Jellingstenene, hvor Harald også brystede sig af at have "gjort danerne kristne" ca. 960.

                                     

2.1. Danerne og vikingerne 500-1050 e.Kr. Kristendommens indtog i Danmark

Vikingerne kom i tæt kontakt med andre folk og kulturer, og det var uundgåeligt, at de kom i kontakt med den hastigt voksende monoteistiske religion kristendommen. Historikere mener, at engelske missionærer allerede omkring 700 forsogte at omvende de asatroende daner. Andre missionærer fortæller, hvor svært det var at vinde gehor hos de ugudelige vikinger. Det var missionæren Ansgar, der fik held til at oprette en kirke sågar i vikingernes storste by, Hedeby. Men Ansgars projekt måtte opgives, og æren for at kristne danerne tilfaldt den tyske missionær Poppo, der hundrede år senere omkring 960 dobte kong Harald Blåtand ved Poppostenen. Om det skyldtes Haralds sande, religiose folelser er usikkert. Der var snarere tale om et forsog på at beskytte sig under pavens og kristendommens kappe og undgå hellig krig fra Sydeuropa. Men den nye religions fredsbudskab bremsede ikke vikingernes krigs- og erobringstogter. Svend Tveskæg underlagde sig omkring år 1000 store dele af Norden og derefter hele England, der havde gjort opror mod den danske overmagt. Hans son Knud den Store formåede en tid at konsolidere vikingeimperiet, men tiden var ved at lobe fra vikingerne.



                                     

3.1. Middelalderen Vikingeimperiets undergang

De danske vikingers stjerne var for nedadgående fra slutningen af Knud den Stores regeringstid. Norge rev sig fri i 1030, og med Knuds dod i 1035 begyndte det store vikingeimperium for alvor at knage i fugerne, da England gik tabt. Da kong Knud den Stores son Hardeknud dode i England i 1042, tilhorte den danske trone i en årrække den norske konge. Svend Estridsen, der var den nærmeste arving tog kampen op og vandt den danske trone i 1047, men Danmarks tid som dominerende magt i Nordeuropa var slut. Nu var Danmark et land på lige fod med nabolandene se fig 2.

                                     

3.2. Middelalderen Kirker og kongestrid

Svend Estridsens kongetid begyndte med hærgen og uro fra den norske kong Harald Hårderåde, men senere opnåede Danmark fred både indadtil og udadtil, og Svend kunne konsolidere og forstærke sin magt. Fem af Svend Estridsens sonner skulle blive konge de næste mange år. Helt uden problemer var tiden ikke. I 1086 blev Svends son Knud den Hellige dræbt af utilfredse stormænd, og mordet indledte en længere kaotisk periode. Sandsynligvis folte stormændene, at kongen tiltog sig stadig storre magt på deres bekostning. Kirken fortsatte gennem kristendommen at oge sin indflydelse. Kirkens stigende magt udmontede sig bl.a. i indforelsen af tiende, kirkeskat. Takket være den stigende velstand kunne kirken manifestere sin magt langt tydeligere ved hjælp af de op imod 2000 stenkirker, der afloste trækirkerne i det 12. århundrede. I 1103 fik Erik Ejegod pavens tilladelse til at oprette et ærkebispesæde i Lund, og dermed blev den danske kirke frigjort af ærkebispesædet i Hamburg.

Efter en 30 år lang fredsperiode under Kong Niels 1104-1134 betod drabet på Erik Ejegods son, Knud Lavard, at der kom 25 års borgerkrigslignende tilstande med fejder mellem slægter, der alle bejlede til tronen. Disse tilstande slutte forst med Valdemar den Stores kroning som enekonge i 1157.

                                     

3.3. Middelalderen Valdemar den store

Med sejren over sin rival Svend Grathe i 1157 blev Valdemar den Store konge over hele Danmark og havde held til at konsolidere sig fra starten. Det afsluttede lang tids intern uro og indvarslede 100 års opgangstid for kongeriget. Uden en stærk, dansk kongemagt havde det slaviske folkeslag venderne i Nordtyskland hærget og bosat sig i det sydlige Danmark byendelsen -itze på Lolland er sandsynligvis vendisk. Valdemar den Store indtog vendernes hovedby Arkona på Rügen og erobrede Rügen. Valdemars ven og fosterbroder, biskop Absalon, fik overdraget borgen ved byen Hafn, det senere Kobenhavn, og Saxo Grammaticus skrev Gesta Danorum, "Danernes bedrifter".

Under Knud 6. 1182-1202 havde Absalon meget stor indflydelse på styret. Okonomien blev væsentligt forbedret, og flere handelspladser kendes fra den tid. Danskerne handlede især med Ostersoens hovedprodukt, silden. Politikken fra Valdemar den Stores tid blev dygtigt fortsat med korstog mod de slaviske folkeslag især i Baltikum, og i slutningen af 1100-tallet var Danmark det stærkeste land ved Ostersoen med besiddelser fra Holsten over Nordtyskland til Estland. Det var populært at benytte kristendom og mission til at fore magtpolitik mod hedninger for at få stotte fra den magtfulde kirke og paven. Det lykkedes Valdemar den Store og Knud 6., der havde en biskop ved deres side. Det understreger, hvor godt samarbejdet mellem konge og kirke fungerede.



                                     

3.4. Middelalderen Valdemar Sejr

Ostersoimperiet bestod dog ikke længe, for i 1223 blev Valdemar Sejr taget til fange af grev Henrik af Schwerin, der blev stottet af andre tyske fyrster og den tyske kejser. De tyske kobstæder og fyrster var utilfredse med danskernes fremmarch i Ostersoen, og som losesum krævede de opgivelsen af Danmarks nordtyske besiddelser. Det accepterede Valdemar Sejr. Efter et nederlag til esterne i 1227 var det slut med de danske opgangstider i Ostersoen. Valdemar Sejr nåede at indfore Jyske Lov.

De næste konger havde svært ved at hævde deres magt over for adel og kirke, og tyske fyrster forsogte hele tiden at destabilisere Danmark. Da Christoffer 1. blev konge i 1252, var prisen for at bryde arvefolgen en lang række indrommelser til stormændene. Kongemagten havde svært ved at hævde sig okonomisk og politisk, og efter Christoffer 1.s dod i 1259 var Danmark nærmest åbent for fjendtlige nordtyske fyrster og hertuger. Med Christoffer d. 1.s son, Erik Klipping, forværredes nedgangen. For at beholde kongemagten blev han som den forste tvunget af stormænd til at afgive lofter, en såkaldt håndfæstning, og han devaluerede monten. Deraf måske hans tilnavn "Klipping", fordi han "klippede" monten.

                                     

3.5. Middelalderen Den kongelose tid og Valdemar Atterdag

Til sidst måtte kong Erik Menved tvunget af udgifterne til kostbare lejehære i 1319 skaffe penge ved at pantsætte store dele af Danmark. Efter et interregnum på otte år formåede den nyvalgte danske kong Valdemar Atterdag fra 1340 at genrejse det skrantende danske kongerige. Selv ikke pesten i 1351 kunne stoppe Atterdag fra at generobre tabt land som Skåne i 1361 og fra at indlose pant for resten af riget. En strid med Hanseforbundet 1368-1370, der så med mistro på Atterdags succes, var dog lige ved at koste det hele igen, men gennem diplomatisk snilde og taktisk klogskab lykkedes det at splitte alliancen mod Danmark.

                                     

3.6. Middelalderen Kalmarunionen

Valdemar Atterdag dode sonnelos, og hans femårige datterson, Oluf 2., blev valgt som konge. Olufs mor, Margrete 1., styrede reelt landet, og hun formåede at holde Hanseaterne væk med diplomati. En storre bedrift var, at hun forenede hele Skandinavien gennem vedtagelsen af Kalmarunionen i 1397. Det skyldtes, at Sverige hellere ville regeres af hende end af den upopulære mecklenburger, kong Albrecht. Norge var allerede i 1380 kommet i personalunion med Danmark, da Oluf 2. var eneste arving efter den norske kong Håkon VI. Kalmarunionen udviklede sig hurtigt fra at være et samarbejde baseret på frivillighed til at være danske kongers undertrykkelse af de andre skandinaviske riger. Gennem det meste af det 15. århundrede forsogte især svenskere uden held at oplose Kalmarunionen, men i 1523 efter Christian 2.s stockholmske blodbad lykkedes det for Gustav Vasa i samarbejde med Lübeck at slå Christian 2. og genoprette Sverige som en selvstændig kongemagt. Kalmarunionen var dod, men Norge og Danmark forblev i personalunion.

                                     

4.1. Reformation, Adelsvælde og Svenskekrigene 1536 og Grevens Fejde

Som folge af længere tids utilfredshed opsagde adskillige adelige deres "huldskab og troskab" til kong Christian 2. og indsatte i stedet hans onkel, hertug Frederik, som kong Frederik 1. Det og Martin Luthers lære, var i de næste ti år grund til borgerkrig: Reformationen begyndte at spille en rolle under de komplicerede magtforhold.

Grevens Fejde er opkaldt efter grev Christoffer af Oldenburg, der stod i spidsen for det opror, der krævede Christian 2. tilbage. Bondehære hærgede herregårdene mange steder i landet. Det blev til kamp mellem bondernes/borgernes kandidat, Christian 2., og adelens kandidat, Frederik 1. Da Frederik 1. dode i 1533, blev han fulgt af Christian 3., der som ung hertug havde indfort den lutherske lære i Slesvig og Holsten. Med hjælp fra sin holstenske feltherre, grev Johan Rantzau, og med stotte fra den danske adel lykkedes det i 1535-1536 den unge, protestantiske konge at vinde magten, og Danmark blev luthersk-evangelisk. Adelen opnåede en betydelig oget indflydelse: Kongerne skulle underskrive en såkaldt håndfæstning, der ofte blot tjente rigsrådet og adelens interesser.



                                     

4.2. Reformation, Adelsvælde og Svenskekrigene Konflikter mellem Danmark og Sverige

På trods af Kalmarunionens oplosning havde Christian 3. i 1536 overtaget et rige, der stadig var Ostersoens og Nordens mest betydningsfulde magt med besiddelser i Norge, det sydlige Sverige, det strategisk vigtige Gotland og Osel. Dette forhold var noget, den ambitiose svenske kongemagt ikke kunne leve med. I 1563 indledtes efter længere tids kold krig Den Nordiske Syvårskrig. Resultatet blev uafgjort, men krigen var et forvarsel om, at Sverige ikke ville vente længe med at slå til mod Ostersoens danske stormagt, hvis chancen skulle byde sig. Konfiskeringen af kirkegodset forstærkede for en tid kongemagten over for adelen og gjorde okonomien god og stabil, men i slutningen af 1500-tallet blev en stabil hojkonjunktur aflost af okonomisk stagnation.

                                     

4.3. Reformation, Adelsvælde og Svenskekrigene Christian 4. og fejlslagen politik

Christian 4.s kongetid er en af de mest beundrede i danskernes bevidsthed, og Kobenhavn viser talrige eksempler på hans store engagement og virkelyst. Men måske var hans ildhu for ustyrlig, for udenrigspolitisk blev hans regeringstid en af de værste i dansk historie. Efter en særdeles uheldig indblanding i den blodige trediveårskrig begyndte kong Christian 4. bevidst at tirre svenskerne, måske i ærgrelse over at Sveriges kong Gustav Adolf havde væsentlig storre succes i sin kamp for den protestantiske sag i Tyskland end Christian. I 1643 fik svenskerne nok af de danske provokationer, og en svensk hær gik op i Jylland og tvang Danmark til at slutte Freden i Brömsebro. Danmark måtte afgive Gotland og Osel, mens Halland midlertidigt blev underlagt svensk styre.

Christian 4.s efterfolger, Frederik 3. onskede at genvinde det, der var tabt til svenskerne, og da Sveriges krigsglade kong Karl 10. Gustav havde rodet sig ind i et formålslost og kostbart felttog i Polen, så Danmark det som en chance. Men Danmark kunne ikke sejre over svenskerne i Nordtyskland, der hjulpet af en usædvanlig kold vinter kunne gå over isen til Sjælland, som blev indtaget med undtagelse af Kobenhavn. Danmark var ved at ophore som nation, og kongen så ingen anden udvej end at afstå de kernedanske provinser Skåne med Bornholm, Halland og Blekinge ved Freden i Roskilde i 1658. Fredsslutningen forhindrede ikke den svenske konge i endnu et forsog på at indtage Kobenhavn.

                                     

4.4. Reformation, Adelsvælde og Svenskekrigene Enevælde og revanchistisk politik

Kongen blev "i sin rede" og var stadig konge af Danmark-Norge. Nederlaget betod en styrkelse af kongemagten og et opgor med det adelsvælde, der havde haft stor indflydelse på dansk politik. Mange borgere og bonder var utilfredse med adelens militære svigt under svenskekrigene, og i 1660 stottede stænderforsamlingerne kong Frederik 3. i indforelsen af enevælden. Det danske monarki, der var et valgkongedomme, hvor stænderforsamlinger valgte kongen, blev nu et regulært arvekongedomme. Forbilledet var tydeligvis Frankrig, og de næste par år blev der indfort en række reformer, som skulle gore Danmark til et mere centraliseret og effektivt styret land. Christian 5.s Danske Lov fra 1683 og Ole Romers arbejde med at standardisere mål- og vægtskalaer er gode eksempler. Målet var bl.a. at genrejse det svækkede Danmark og genvinde de tabte danske provinser. På kort tid lykkedes det Frederik 3. og Christian 5. at gore Danmark til en kapabel stat igen, og Skånske Krig 1675-1679 blev indledt af Danmark for at genvinde Skåne. Selv om krigen ikke endte dårligt, var de europæiske stater ikke interesserede i, at Danmark skulle beherske Oresund, og fredsslutningen blev derefter. Da forsoget på at genvinde Skåne mislykkedes for anden gang i Den Store Nordiske Krig 1709-1720, måtte Danmark indse, at de tidligere danske provinser var tabt for altid.

                                     

5.1. Lang fred, oplysningstid og kort krig med store folger Den florissante periode i fredstid

Efter flere hundrede år med krige, pest, krig og dårlig okonomi, indtraf 80-år med fred og fremgang. Vel skulle Danmark betale af på en betydelig gæld efter fredsslutningen i 1720, men fra omkring 1750 begyndte en europæisk hojkonjunktur at slå stærkt igennem i Danmark. Danmark lukrerede af at være neutral, mens de storre stater, især Frankrig og England, udmattede hinanden i en række konflikter. Borgerskabets voksende betydning begyndte langsomt at spille en rolle i lobet af den sidste halvdel af det 18. århundrede. Derimod fik oplysningstiden i Danmark et specielt forlob med den sindssyge kong Christian 7.s reformvenlige livlæge, Johann Friedrich Struensees korte regering. Den oplyste enevælde, som den fungerede bl.a. i Frankrig og Preussen, var et forbillede, og Danmark blev præget af franskmænd og tyskere i embedsstanden. Johan Hartvig Ernst Bernstorff, Andreas Peter Bernstorff og Christian Bernstorff var afgorende for den heldige danske politik. En vis tyskerlede og en spirende nationalfolelse begyndte at vise sig. Det udnyttede den nationalt sindede Ove Hoegh-Guldberg, da han fik lagt tyskeren Struensee på hjul og stejle tog magten i 1772. Han blev selv styrtet ved kronprins Frederiks den senere Frederik 6. kup i 1784. Den ivrige sofart og den store handel med fjerne lande betod en udvidelse af Danmarks oversoiske besiddelser i Indien Trankebar, Caribien De dansk-vestindiske oer og Afrika Ghana og udgjorde dermed et hojdepunkt i Danmarks kolonitid.

                                     

5.2. Lang fred, oplysningstid og kort krig med store folger Landboreformer

Inden den Franske Revolution en konsekvens af lang tids adelig arrogance og ligegyldighed over for de franske undersåtter havde Danmark i 1788 besluttet at ophæve stavnsbåndet. Dermed fik fæstebonder muligheden for at blive frie. Det var især foranlediget af C.D.F. Reventlow. Selv om reformen ikke fik effekt med det samme, skabte den mulighed for, at driftige bonder kunne blive selvejere, og det gav markedet for fodevarer et enormt loft. Det var også et godt eksempel på, hvordan reformer fra oven kunne forhindre uro og utilfredshed i befolkningen.

                                     

5.3. Lang fred, oplysningstid og kort krig med store folger Det væbnede neutralitetsforbund og Napoleonskrigene

Det blev sværere at opretholde den indbringende neutralitet, da englænderne var utilfredse med den danske handel med Frankrig. For at kunne forsvare sin neutralitet indgik Danmark et væbnet neutralitetsforbund med Sverige og Rusland. Det valgte England at tolke som en krigserklæring. Englænderne tog på straffeekspedition mod Danmark, og admiral Nelson vandt Slaget på Reden ud for Kobenhavn i 1801. De næste år fortsatte Danmark med at forsvare sin neutralitet, men blev uden varsel angrebet af England i 1807, hvor hele den danske flåde blev stjålet eller odelagt; englænderne var bange for, at den store stærke flåde skulle falde i hænderne på Napoleon. Danmark havde altid været en stor sofartsnation og havde nu mistet sit magtmiddel. Landet gik bankerot i 1813, og ved Freden i Kiel året efter måtte Danmark afgive tvillingeriget Norge til ærkerivalen Sverige på grund af Englands angreb. Poul Martin Moller siger med nogen ironi: "Danmark er et lidet fattigt land".

                                     

6. Rigsdelingen i 1814

Efter mere end 400 år blev tvillingeriget Danmark-Norge delt i 1814, da den norske del blev afstået til Sverige som folge af Napoleonskrigene. Norge var en mindre folkerig del af tvillingeriget, men havde sikret tvillingeriget og kongen i Kobenhavn store indtægter fra naturrigdomme. Begge riger anvendte det danske sprog, i Norge kaldt "norsk" der udvikledes til bokmål, og de kulturelle bånd mellem de to adskilte lande blev holdt i hævd.

                                     

7.1. Borgerskab, guldalder og Grundlov Danmarks nye rolle

Ved Wienerkongressen i 1814 bestemte de storre magter Danmarks skæbne uden særlige hensyn til landet. Danmark var med et blevet et ubetydeligt land, der fuldstændig var underlagt de store magters vilje. Paradoksalt blev tiden en af de mest bemærkelsesværdige kulturperioder i dansk historie. Et væld af unge danske talenter inden for billedkunst, arkitektur, litteratur, ballet, digtning, filosofi m.m. fra begyndelsen af 1800-tallet til cirka 1850 gav den omkring 1900 navnet Guldalderen. Det var, som om den nationale krise fik det bedste frem i Soren Kierkegaard, N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen, C.W. Eckersberg, Bertel Thorvaldsen, August Bournonville og H.C. Orsted. To af dem var born af borgerskabet i Kobenhavn, og de var del af en selvsikker nationalromantisk bevægelse, der også snart begyndte at blive politisk.

                                     

7.2. Borgerskab, guldalder og Grundlov Nationalliberalisme og vejen til Grundloven 1849

Mange af de unge skelede til udviklingen i de andre europæiske lande, hvor en bolge af nationalliberale bevægelser krævede frie forfatninger og frihed for det fremmedherredomme, som ofte forekom i de gamle monarkier: I 1830 udbrod en nationalliberal revolution i Frankrig, og flere i Danmark begyndte at stille krav. For at imodekomme krav fra borgerskabet udkastede kongemagten forslag om genoprettelse af stænderforsamlingerne rundt om i landet. Nu også med borgere og bonder. Da arbejdet trak ud, og kongen kun var villig til at lade forsamlingerne være rådgivende, bredte utilfredsheden sig. Få ville have en gammeldags stænderforsamling, hvor adelen og de store grundejere skulle nyde privilegier på bekostning af bonder og borgere. Kravet var frihed og lighed.

Stænderforsamlingerne blev en snebold, der fik lavinen til at rulle, for selv om de kun havde rådgivningsmagt, blev de et forum for åben debat og ivrige diskussioner om bl.a. frie forfatninger. Skuffelsen var stor, da den nye kong Christian 8. ikke indfriede forventningerne om en forfatning, da han kom til i 1839. I lobet af 1840erne blev Danmark rigere og De Nationalliberale under ledelse af Orla Lehmann blev styrket, så da revolutioner brod ud over hele Europa i 1848, blev danskerne ansporet til at kræve forandringer, og den nye kong Frederik 7. underskrev Grundloven den 5. juni 1849 og accepterede at afgive magten. Det konstitutionelle monarki var indfort.

                                     

7.3. Borgerskab, guldalder og Grundlov Det slesvigske sporgsmål

Det nationale element i den europæiske nationalliberale bevægelse skulle skabe problemer for Danmark og dets besiddelser i den dansk-tyske grænseregion. Mens Holsten som tysk len kun var beboet af tysktalende, boede der i Slesvig eller Sonderjylland, som var et dansk len, både dansk- og tysksindede. Her var en konflikt ved at bryde ud. I efterdonningerne af de europæiske revolutioner krævede slesvig-holstenere en fri forfatning, uafhængighed af Danmark, og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. Ingen i Danmark var parat til at acceptere det, og Danmark gik i 1848 i krig mod hertugdommernes oprorske befolkning. Efter Preussens udtræden af krigen lykkedes det for det nye danske demokrati at vinde over slesvig-holstenerne og forhindre Slesvigs losrivelse.

                                     

8. Det skrobelige demokrati, nederlag og industrialisering

Junigrundloven havde med ét skabt en fri forfatning i Danmark, og landet domineredes af nationalliberale, der stod i centrum af folke- og landstinget med de konservative godsejere fra Hojre og bondernes repræsentanter Bondevennerne på hver sin side.

                                     

8.1. Det skrobelige demokrati, nederlag og industrialisering Ny grundlov og endnu en krig

Slesvigs forfatningsmæssige status var uafklaret, og efter at det tyske forbund ophævede helstatsforfatningen i Holsten, besluttede Danmark at udskille det tyske Holsten fra Danmark, og indlemme Slesvig i Danmark med Novemberforfatningen fra 1863. Det var et brud på middelalderlige aftaler og London-protokollen fra 1852. Det gav Preussens kansler Otto von Bismarck mulighed for en militær indgriben, som endte med et totalt nederlag for Danmark. Grænsen til Tyskland lå nu ved Kongeåen lidt syd for Kolding, og det nationalliberale styre, der havde kastet Danmark ud i krigen mod Tyskland, aflostes af et konservativt styre de næste mange år.

                                     

8.2. Det skrobelige demokrati, nederlag og industrialisering Industrialisering

Mottoet "Hvad udad tabes skal indad vindes" bruges ofte om perioden efter den tabte krig i 1864. Citatet skyldes den kobenhavnske digter H. P. Holst, der i 1872 udtalte ordene. Især landbruget blev udvidet, og en stor eksport til primært England blev en af hovedårsagerne til en okonomisk velstand, der også blev begunstiget af, at hele landet blev forbundet med jernbaner. Byerne eksploderede i vækst. I 1800 boede der 100.000 i Kobenhavn. Efter åbningen af voldene cirka 1850 og et byggeboom boede der omkring 1900 cirka en halv million. Den store industrialisering fik også konsekvenser politisk: en arbejderbevægelse begyndte at spire frem. Internationale, det senere Socialdemokrati, blev grundlagt i 1871 af Louis Pio. Det dominerende parti, Hojre, hovedsageligt godsejere fandt sammen med en del bonder og tidligere Venstre-folk i skepsis mod arbejderklassen. Da Venstre fik flertal i Folketinget efter 1872, besluttede den godsejerdominerede regering under konseilspræsident J.B.S. Estrup at administrere landet uden om folketingsflertallet ved hjælp af provisoriske finanslove provisorietiden 1875-94. Da Estrup gik af i 1894, beholdt Hojre regeringsmagten til 1901.

                                     

9.1. Systemskifte og verdenskrigene Folkestyre

I 1901 blev Danmark et folkestyre i vestlig forstand med indforelsen af parlamentarismen ved systemskiftet, da det lykkedes Venstres flertal i Folketinget at fratage Hojre regeringsmagten. Det skete ved at fastholde Folketingets eneret til at vedtage finansloven statsbudgettet. Dermed blev det folketingsflertallet, som satte rammerne for lovgivning og magtudovelse i Danmark, og kongen kunne ikke vilkårligt indsætte en regering. Det blev dog ikke Venstres leder I.C. Christensen, men J.H. Deuntzer, som fik posten som regeringsleder. Allerede i 1906 mistede Venstre sit absolutte flertal i Folketinget, og siden har intet parti haft flertal alene, og Danmark er blevet regeret af samarbejdende partier. Den danske parlamentarismen lyder: en regering kan ikke fortsætte, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig.

                                     

9.2. Systemskifte og verdenskrigene Forste verdenskrig

Danmark havde som et lille land op til 1. verdenskrig fort en meget målrettet væbnet neutralitetspolitik, men balancerede på en knivsæg, for landet var okonomisk tæt forbundet med England og havde Tyskland lige mod syd. Danmark havde store fæstningsværker omkring Kobenhavn og havde udvidet hæren og var forberedt på det værste. Heldigvis var Danmark ikke af strategisk betydning, og landet kunne redde sig igennem krigen. Det lykkedes at få gennemfort demokratiet, da de danske kvinder fik stemmeret til Folketinget den 5. juni 1915. Efter Tysklands nederlag kunne Nordslesvig genforenes med resten af landet efter en folkeafstemning i Sonderjylland. Der forblev dog et dansk mindretal syd for den nye grænse og et tysk mindretal nord for den.

                                     

9.3. Systemskifte og verdenskrigene Mellemkrigstid

Efter krigen skærpedes de politiske modsætninger mellem klasserne, og de liberale gik nu helt over til det tidligere Hojre nu det Konservative Folkeparti. Under den verdensomspændende, okonomiske krise i 30erne, som også ramte Danmark meget hårdt, blev det Socialdemokratiet, der under Stauning og i samarbejde med de radikale regerede fra 1929 til 2. Verdenskrig. Det begyndte i lobet af 1930erne at stå klart, at Europa meget vel kunne blive skueplads for en ny storkrig, men den danske hær blev ikke foroget, da det især var de radikales opfattelse, at det alligevel intet ville nytte mod den tyske hær Danmarks ringe storrelse og dårlige defensive landskab taget i betragtning.

                                     

9.4. Systemskifte og verdenskrigene Anden verdenskrig

På trods af Danmarks erklæring om neutralitet ved indledningen af 2. verdenskrig og stik mod den ikke-angrebspagt, Danmark havde indgået med det nazistiske Tyskland, besatte tyske tropper Danmark den 9. april 1940. Besættelsen var usædvanlig ved at Folketinget fik tilladelse til at fortsætte lovgivningsarbejdet, og at regeringen blev siddende. Besættelsesmyndighederne overlod meget af den daglige administration til danske myndigheder. Hær, flåde og politi var under våben og i funktion. Efterhånden gjorde tyskernes pres det besværligt at opretholde en tålelig hverdag for befolkningen, og den 29. august 1943 trådte regeringen tilbage efter stor uro og strejker. Nazisterne tog magten over landet, og den 19. september arresteredes politiet, og al politimagt var på tyske hænder.

Det civile styre blev i nogen grad opretholdt gennem departementschefstyret til befrielsen den 5. maj 1945 og var med til at lette forholdene for befolkningen betragteligt. De to sidste krigsår voksede en modstandsbevægelse frem, som generede tysk krigsforelse tilstrækkeligt til, at Danmark blev betragtet som allieret ved krigens slutning. Det hjalp også, at det lykkedes at redde hovedparten af de danske joder til Sverige ved en storstilet redningsaktion, så de undgik at blive deporteret til koncentrationslejre i Tyskland.

                                     

10. Efterkrigstid og kold krig

Efter forgæves forhandlinger måtte de skandinaviske regeringer se i ojnene, at det ikke lod sig gore at oprette et nordisk forsvarsforbund på grund af Sveriges insisteren på en neutral status. I stedet sogte Norge og Danmark optagelse i NATO, der blev dannet den 4. april 1949, mens Sverige og Finland erklærede sig neutrale. Danmark var blandt de stiftende lande i Forenede Nationer, men historien om at Danmark stillede store forventninger til organisationen er modt med kritik. I dansksindede sydslesvigske foreninger og blandt visse danske politikere som venstre-statsministeren Knud Kristensen opstod der efter 1945 nye krav om en folkeafstemning om Sydslesvigs statslige tilhorsforhold. Et bredt flertal i Folketinget afviste det.

I 1953 blev Grundloven ændret: Gronland ophorte med at være en koloni. Landstinget blev nedlagt. Der skulle folkeafstemning forud for afgivelse af national suverænitet. Kvindelig arveret til den danske trone; Frederik 9.s ældste datter Margrethe kunne blive regent på bekostning af arveprins Knud.

I lobet af 1950’erne kom okonomien langsomt på fode igen, og regeringerne arbejdede videre på at skabe et trygt velfærdssamfund. Især kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet blev skelsættende. Den stigende velstand betod, at selv almindelige mennesker kunne få råd til materielle goder: telefon, koleskab, bil, tv, charterrejse og efterhånden også parcelhus. Imens fortsatte afvandringen fra landområderne, og det fik to virkninger: industrien fik en betydelig arbejdskraftreserve, og landbruget blev tvunget til en hastig og omfattende mekanisering.

De moderne tider satte deres præg på landskabet. Markerne blev plojet med traktorer og hostet med mejetærskere. Mange kystnære områder blev udstykket til sommerhusgrunde. Fra 1956 blev motorvejsnettet udbygget både på Oerne og i Jylland. Det gav gode vilkår for vognmandserhvervet, og stik mod alle forventninger overtog lastbilerne mere og mere af godstransporten i landet.

I 1973 blev Danmark medlem af EF, det senere EU. Samme år udbrod der krig mellem Israel og dets arabiske naboer, og derfor standsede de olieproducerende arabiske landes organisation, OPEC, produktionen af råolie. Den folgende usikkerhed og inflation gjorde verdensmarkedet ustabilt. Der fulgte en okonomisk nedgangstid, og Danmark måtte optage store lån i udlandet. Ved indgangen til 1980erne havde Danmarks okonomi derfor store balanceproblemer: Lav vækst, hoj arbejdsloshed, hoj inflation samt underskud på betalingsbalancen og på de offentlige finanser. I lobet af 80erne indfortes en klar fastkurspolitik, der efterhånden fik bugt med inflationsproblemet. Sidst i 1980erne forsogte regeringen ved hjælp af en meget stram okonomisk politik, blandt andet den såkaldte kartoffelkur, at vende betalingsbalanceunderskuddet til et overskud. Det lykkedes også i 1990, men på bekostning af at skabe en ret dyb lavkonjunktur, kendt som "de syv magre år" med stigende ledighed. Blandt andet som folge deraf gik denne tid under navnet fattig-firserne.

                                     

11. Danmark efter 1990

Med ostblokkens sammenbrud i 1989 blev Europa forandret med et slag. Men danskerne var tovende over en stadig udvidelse af det europæiske unionsprojekt, hvilket et nej til Maastricht-traktaten i 1992 demonstrerede.

I lobet af 1990´erne fortsatte de okonomiske reformer. Udbredelsen af arbejdsmarkedspensioner og flere skattereformer, der nedsatte rentefradraget, skabte en storre dansk opsparing. En aktiv arbejdsmarkedspolitik formindskede den strukturelle ledighed. Samtidig lykkedes det den socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen med den såkaldte "kickstart" også at nedbringe den konjunkturbetingede arbejdsloshed markant, og såvel udlandsgæld som offentlig gæld blev efterhånden mindre. I lobet af 90´erne indtog Danmark en stadig mere aktivistisk udenrigspolitik i forhold til tidligere og involverede sig internationalt med soldater i fredsskabende aktioner i Jugoslavien. Under Kosovokrigen i 1999 deltog danske jagerfly i bombardementet af serbiske, militære mål.

Som den forste venstremand siden 1975 blev Anders Fogh Rasmussen statsminister ved valget i 2001. Valget handlede især om indvandring og flygtningepolitik. Dansk Folkeparti vandt stadig flere vælgere fra Socialdemokratiet. I 2004-08 var der igen hojkonjunktur, arbejdslosheden faldt til under 3 procent, og både den danske udlandsgæld og den offentlige nettogæld blev efterhånden helt afbetalt. Hojkonjunkturen og den okonomiske politik forte dog også til en prisboble på boligmarkedet, der forstærkede problemerne i den efterfolgende finanskrise. I 2005 og 2007 vandt Anders Fogh Rasmussen igen folketingsvalgene. Han havde trukket flertallet af de danske soldater ud af Irakkrigen, som var blevet stadig mere upopulær i befolkningen. Danmark havde i 2010 stadig omkring 500 soldater i Afghanistan som led i Krigen mod terrorisme.

I 2009 blev Anders Fogh Rasmussen udnævnt til generalsekretær for NATO og finansminister Lars Lokke Rasmussen overtog regeringsmagten. Han tog initiativ til tilbagetrækningsreformen, men mistede posten som regeringsleder ved valget i 2011, hvor socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt dannede regering med Det radikale Venstre og SF. Hun blev dermed den forste kvindelige statsminister i Danmark.

                                     

12. Eksterne henvisninger

  • "Danmarkshistorien.dk". danmarkshistorien.dk. Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet. 2009-05-13. Hentet 2009-12-30.
  • Kildearkiv og samling af ytringer fra dansk kulturkamp
  • Mare Balticum – Årstalsliste

LA-ikon

Free and no ads
no need to download or install

Pino - logical board game which is based on tactics and strategy. In general this is a remix of chess, checkers and corners. The game develops imagination, concentration, teaches how to solve tasks, plan their own actions and of course to think logically. It does not matter how much pieces you have, the main thing is how they are placement!

online intellectual game →