Back

ⓘ Angelsaksisk religion



Angelsaksisk religion
                                     

ⓘ Angelsaksisk religion

Angelsaksisk religion betegner den for-kristne religion, som blev praktiseret i det angelsaksisk-dominerede England fra 5. til 7. århundrede, dvs. fra den angelsaksiske erobring til overgangen til kristendommen.

                                     

1. Oprindelse og historie

Angelsakserne bestod ifolge den Angelsaksiske kronike af tre stammer: anglerne, sakserne og jyderne. Da det romerske styre kollapsede i provinsen Britannia, indvandrede befolkningsgrupper fra det sydlige Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene. De grundlagde nye kongeriger i det nuværende England; lignende begivenheder fandt sted samtidig i de ovrige romerske provinser i "Folkevandringstiden". Det er fra disse germanske indvandrere det moderne engelske sprog stammer.

Den angelsaksiske religion og mytologi er kun bevaret i meget fragmentarisk form, men de elementer, der kendes i dag, viser en religion, som er nært beslægtet med den nordiske og sydgermanske. Ved at sammenligne levn fra den hedenske angelsaksiske tradition med de yngre nordiske især islandske kilder og samtidige levn fra det ovrige germanske område har religionsforskere og historikere kunnet sammenstykke et billede af den for-kristne religion i England. De islandske kilder blev forst nedskrevet i hojmiddelalderen, da landets befolkning for længst var gået over til kristendommen, men alligevel havde bevaret en omfattende viden om tidligere tiders traditioner. Sammenligningen med det flere hundreder år yngre islandske materiale bygger på slægtskabet mellem de to kulturer, der strækker sig tilbage til 6. århundredes Sydskandinavien.

Den angelsaksiske kultur var i hedensk tid overvejende skriftlos, og historier, myter og legender blev overleveret mundtligt. Myterne blev hovedsageligt fortalt på vers. Det er både er lettere at huske og forvanskes sjældnere. Disse vers blev i England delt af grupper af omrejsende skjalde, kaldet scops.

                                     

2. Kilder

Den vigtigste kilde til den for-kristne religion i England er Beda, en kristen munk, som beskrev den traditionelle hedenske kalender i sit værk De temporum ratione. Derudover har mindre bidder af tidlig engelsk poesi overlevet, indsamlet og nedskrevet af kristne forfattere. Et meget vigtigt værk er Beowulf, der er omskrevet til et kristent publikum og indeholder mange referencer til kristne forestillinger som Gud og bibelske personer. Der kendes kun et tekstfragment fra for-kristen tid, nemlig Finnsburgh Fragmentet.

Manglen på skriftlige kilder fra for-kristen tid har fået forskere som E.G. Stanley, til at konkludere, at vi reelt ingen information har om angelsaksisk religion. Mange arkæologiske fund som Sutton Hoo viser dog afbildninger af mytologiske scener, der relaterer til kendt materiale.

                                     

3. Forestillinger

Et central emne i den angelsaksiske religion var forestillingen om Wyrd et ord der etymologisk er beslægtet med det danske ”at være” og det tyske "werden", normalt bruges ordet "skæbne" som oversættelse, men den moderne term dækker langtfra de samme betydninger. Fra nordiske forhold kendes en mulig parallel i konceptet "lykke". En andet væsentligt element var ideen om eksistensen af en række forskellige overnaturlige væsner, fx "elfs” jf. nordisk: alf og "etins" jf. nordisk: jætte. Ofte de eksempler på ord der indeholder begrebet "elf" i det bevarede kildemateriale oversættelser fra græske eller latinske betegnelser; fx "wæterelf" for "nymfe".

Angelsaksernes germanske oprindelse betod, at de dyrkede guder lignede dem fra den nordiske mytologi. De optræder dog med navne, der er en smule anderledes. Det skyldes hovedsageligt dialektale forskelle mellem de germanske sprog; angelsaksernes Þunor er fx nært knyttet til den nordiske Thor og sydgermanske Donar, ligesom Woden, Odin og Wodan.



                                     

3.1. Forestillinger Guderne

Angelsaksisk religion var polyteistisk: der indgik flere guddomme i kulten. Vi kender en instruktion fra pave Gregorius til munken Augustin, der befaler ham at odelægge statuer af guderne og benytte de templer, de stod i, til kristne gudstjenester. Heraf har man sluttet at angelsakserne byggede templer, der var ramme om en rituel praksis.

                                     

3.2. Forestillinger Éses

Ése ligner i hovedtræk de nordiske guder, Aser.

Woden var leder af den vilde jagt og ham, der bragte de dode fra de levendes land til dodsriget. Han var tilsyneladende identisk med den nordiske Odin og var hovedgud i den for-kristne periode og stamfader til heltene Hengest og Horsa, to legendariske personer fra den tidligste engelske historie; storstedelen af de tidligste angelsaksiske konger hævdede ligeledes slægtskab med Woden. Han har givet navn til Wednesday "Wodens day" – onsdag.

Fríge jf. nordisk Frigg var kærlighedsgudinde og Wodens hustru. Han har givet navn til Friday "Fríges day" – fredag.

Þunor jf. nordisk: Thor var tordengud, og kontrollerede himmel og vejr. Han beskyttede menneskeheden mod "etins" jf. nordisk: jætter. Han var især populær blandt almindelige mennesker, modsat Odin der især var hovdingene og kongernes gud. Han har givet navn til Thursday "Þunor s day" – Torsdag.

Tiw jf. nordisk: Tyr var krigsgud og har givet til Thuesday "Tiws day" – tirsdag. Oprindeligt var han måske hovedgud, som ble erstattet af Woden.

Andre guddomme:

Eostre var ifolge Beda en gudinde der blev fejret ved en fest om foråret. Navnet kom fra det gamle germanske navn for april, Eostur-monath. Beda fortæller at det engelske navn easter for den kristne hojtid påske stammede fra denne gud. Eostre kendes i dag udelukkende fra Bedas omtale.

                                     

3.3. Forestillinger Heltefigurer

Hengest og Horsa optræder i historiske kilder som anforere for de tidligste angelsaksiske indfald i det sydlige England, og noget tyder på, at de senere blev tillagt guddommelige egenskaber. Deres navne kan have haft religios betydning, da Hengest betyder "hingst" og Horsa "hest". Hesten havde stor mytologisk betydning i angelsaksisk kultur.

En anden helt var Weyland, Wayland eller Welund, en legendarisk smed, der kendes fra Norden som Volund. Han var sandsynligvis af alfeæt og besad evnen til at skifte ham, ligesom hans hustru, som var svanemo og valkyrie. Han er bl.a. afbilledet på et skrin fra Sutton Hoo, hvor han muligvis symboliserede rigdom og partnerskab.

                                     

3.4. Forestillinger Ritualer

Blot var ofring, og november var i oldengelsk kendt som blótmónad, som det blev beskrevet af Beda:

Se mónaþ is nemned on Léden Novembris, and on úre geþeóde blótmónaþ, fordon úre yldran, dá hý hǽdene wǽron, on dam mónþe hý bleóton á, dæt is, dæt hý betǽhton and benémdon hyra deófolgyldum da neát da de hý woldon syllan. "Denne måned kaldes på latin Novembris, og i vores sprog offermåneden, fordi vores forfædre, da de var hedninge, altid ofrede i denne måned. Det betyder at de tog det kvæg som de onskede at ofre og gav det til deres afguder."

Det moderne engelske ord for "velsigne", "bless" stammer fra det hypotetiske protogermanske ord *blothisojan, der betyder "at smore med blod" dvs. blod fra en ofring.

En andet udbredt ceremoni var symbel, et rituelt drikkegilde, hvorunder deltagerne opnåede mystisk ekstase og modtog åbenbaringer gennem indtagelse af alkoholrige drikkevarer, hovedsageligt mjod. Disse åbenbaringer blev typisk associeret med divination og onsket om opnåelse af lykke gennem en styrket forbindelse til de kræfter, der kontrollerede skæbnen og wyrd. De deltagere, der ikke tog del i selve drikkeriet, var symbelgifa værten, scop skjald, alekeeper som serverede ollet og en þyle der skulle sorge for ro og orden under ritualet.



                                     

4. Religionsskiftet

Overgangen fra hedenskab til kristendom skete gradvis i det 7. århundrede. Den kristne mission havde udgangspunkt dels i Irland og de kristne keltere, dels i den romersk-katolske kirke, som havde en stærk position i Frankerriget på det europæiske kontinent.

En genstand med religios betydning, der har overlevet siden den tidligt kristne tid, er Franks Casket, der findes på British Museum. Det er en æske fremstillet af hvalknogle, som pga. den håndværksmæssige hoje standard sandsynlgvis har tilhort en angelsaksisk konge. Den er udsmykket med scener fra både germanske og kristne legender og med runeindskrifter. Teksten er blevet tolket som en trylleformular, der skulle påvirke ejermandens wyrd, dvs. skæbne eller lykke.

Katolicismen blev genintroduceret på de britiske oer af Augustin af Canterbury i 579, og den sidste hedenske angelsaksiske konge var Cædwalla af Wessex, som dode i 689. Den traditionelle for-kristne religion forsvandt dog ikke fuldstændigt, men levede videre hos især landbefolkningen; som i de ovrige germanske lande blev mange af de gamle religiose forestillinger en del af den lokale folklore. Mange stednavne bærer stadig præg af den traditionelle angelsaksiske religion. Fx er byerne Woodway House, Wansdyke, Thundersley og Frigedene alle navngivet efter de gamle guder.

                                     

5. Litteratur

  • Kathleen Herbert, Looking for the Lost Gods of England, Anglo-Saxon Books 1995, ISBN 1-898281-04-1
  • Gale R. Owen, Rites and Religions of the Anglo-Saxons, Barnes & Noble Imports 1982, ISBN 0-389-20128-6
  • William A. Chaney, The Cult of Kingship in Anglo-Saxon England: The Transition from Paganism to Christianity, University of California Press 1970.
  • E.G. Stanley, The Search for Anglo-Saxon Paganism, Rowman and Littlefield 1975, ISBN 0-87471-614-4
  • Stephen Pollington, The Mead-Hall: The Feasting Tradition in Anglo-Saxon England, Anglo-Saxon Books 2003, ISBN 1-898281-30-0
  • Brian Branston, The Lost Gods of England, Thames and Hudson, 2nd ed. 1974, ISBN 0-500-11013-1
  • William A. Chaney, Paganism to Christianity in Anglo-Saxon England, The Harvard Theological Review 1960.
  • Michael Wood, In search of the Dark Ages, Checkmark Books 2001, ISBN 0-8160-4702-2
  • E.G. Stanley, Imagining the Anglo-Saxon Past: The Search for Anglo-Saxon Paganism and Anglo-Saxon Trial by Jury, D.S.Brewer 2000, ISBN 0-85991-588-3
  • Richard North, Heathen Gods in Old English Literature, Cambridge Studies in Anglo-Saxon England, 2006, ISBN 0-521-03026-9
Free and no ads
no need to download or install

Pino - logical board game which is based on tactics and strategy. In general this is a remix of chess, checkers and corners. The game develops imagination, concentration, teaches how to solve tasks, plan their own actions and of course to think logically. It does not matter how much pieces you have, the main thing is how they are placement!

online intellectual game →