Back

ⓘ Den Europæiske Unions historie



                                               

Lurë Nationalpark

Lure-Dejesbjerget Nationalpark er en nationalpark i det nordostlige Albanien, der spænder over et område på 202.42 km2 og har siden 2018 ved at omfatte hele området af Kunora e Lures, tidligere Zall-Gjocaj Nationalpark og Dejebjerget. Parken blev oprindeligt etableret i 1966 for at beskytte de forskellige okosystemer og biodiversitet som Lura Nationalpark. Hojden varierer mellem 1.500 og 2.300 moh. International Union for Conservation of Nature har anfort parken som kategori II og den er beskrevet som et vigtig fugle og plante-område.

                                               

European Crystallographic Association

European Crystallographic Association er en uafhængig videnskabelig organisation, der repræsenterer både nationale krystallografiske foreninger i Europa og individuelle medlemmer. ECA blev grundlagt i 1997 og havde i maj 2021 35 nationale medlemmer, samt flere hundrede individuelle medlemmer. ECA er en af de regionale medlemsorganisationer i International Union of Crystallography. De andre uafhængige regionale medlemsorganisationer af IUCr er American Crystallographic Association, Asian Crystallographic Association og Latin American Crystallographic Association. Foreningen er registreret e ...

Den Europæiske Unions historie
                                     

ⓘ Den Europæiske Unions historie

Efter forste verdenskrig lå store dele af Europa i ruiner, og millioner var dode. Tabet af menneskeliv var mangedoblet i forhold til tidligere krige og mange håbede, at krigen skulle blive den sidste verdenskrig, så vel som den forste. For at sikre dette blev organisationen Den Paneuropæiske Union stiftet i 1923. Mange meldte sig ind i unionen, blandt dem Fridtjof Nansen, Sigmund Freud og Albert Einstein. Den Paneuropæiske Union ville ikke have et helt foderalistisk Europa, men onskede en toldunion med samme valuta og desuden et allieret militær. I 1929 var optimismen stor, da Frankrig fremlagde en langsigtet plan for et mere integreret Vesteuropa. Men de havde undervurderet effekten af Versaillesaftalen. Ved denne aftale fik Tyskland det finansielle ansvar for at betale for skadene, der var sket under verdenskrigen samtidig med, at de officielt fik næsten hele ansvaret for krigen. Dette forte til, at Tyskland kom ind i en okonomisk krise. Da Tyskland endelig var kommet ud af denne krise, var den tyske okonomi i stærk vækst, og det tyske folk var præget af en enorm patriotisme og nationalisme. Dermed lå alt klart for Hitler og nazismens indtog, og Den Paneuropæiske Union faldt.

Da 2. verdenskrig var ovre i 1945, havde Europa gennemgået sin storste katastrofe nogensinde, og de fleste mennesker ville have en ny union for at sikre sig mod nye krige. Særligt onskede man at få Frankrig og Tyskland ind i et varigt fredsforhold. Op gennem historien har de to været i mange krige mod hinanden. Årsagen til, at endnu flere nu indså at en god union var nodvendig, var, at atomvåbenet var blevet introduceret, og man frygtede at hele Europa skulle blive bombet i stykker, hvis man ikke forhindrede fremtidige krige. I 1950 fremlagde den franske udenrigsminister Robert Schuman derfor et forslag om nærmere samarbejde mellem Frankrig, Vesttyskland og andre vesteuropæiske stater, som måtte onske det. Dette skulle som udgangspunkt være en kul- og stålunion. Hjernen bag det hele var Jean Monnet, og han påpegede, at Tyskland ikke måtte undertrykkes, som landet blev det efter forste verdenskrig. I en af Monnets memoirer står det skrevet: "Nogleordet er fred".

                                     

1. Kul- og stålfællesskabet

I april 1951 bliver traktaten om Kul- og Stålunionen/Det europæiske kul- og stålfællesskab EKSF/ECSC underskrevet, og året senere, den 25. juli 1952 træder den i kraft. Dette var et samarbejde, der gik ud på at Frankrig og Tyskland slog deres administration af kul- og stålindustrien sammen. De fik Italien og Benelux-landene Belgien, Nederlandene og Luxembourg med. Dette samarbejde, som blev ledet af initiativtageren Jean Monnet, skulle blive forloberen til det, vi i dag kender som EU.

                                     

2. Rom-traktaten

Den 25. marts 1957 underskrev de samme seks lande, der oprettede Kul- og stålfællesskabet, den traktat, som skulle blive en af de mest beromte i moderne europæisk historie, Rom-traktaten. Denne traktat blev en stor okonomisk fordel for medlemslandene, da den forte til, at handelen mellem dem ogedes med 37% procent blot i lobet af de forste år. Meget af grundlaget for dette opsving i handelen lå i oprettelsen af Det Europæiske Okonomiske Fællesskab EOF/EEC. Dette fællesskab sorgede for et stadig tættere samarbejde ved afskaffelse af grænser, toldmure og andre hindringer for fri færdsel og handel mellem medlemslandene. En række andre lande så med stor interesse på det vellykkede samarbejde og sogte om medlemskab. Storbritannien, Norge, Danmark og Island sogte om medlemskab i 1961. Dette så alle medlemslandene, bortset fra Frankrig, positivt på, da Charles De Gaulle, den franske præsident, mente at England havde for stor tilknytning til USA. Frankrig brugte sin vetoret, så landene ikke fik lov til at deltage.

Samtidig med oprettelsen af Det europæiske okonomiske fællesskab blev også Det europæiske atomenergifællesskab EURATOM oprettet. Formålet med dette fællesskab var at fremme den industri, som arbejder med atomenergi, bl.a. gennem forskning, fælles sikkerhedsregler og fordeling af råstoffer og kerneenergi.

En anden vigtig begivenhed var iværksættelsen af Den fælles landbrugspolitik, hvilket betod at Det europæiske okonomiske fællesskab nu fik ansvaret for den europæiske landbrugspolitik. Landbrugspolitikken blev etableret 30. Juli 1962 og var i begyndelsen en ubetinget succes. De losninger, der i starten valgtes for at nå de tildels modstridende målsætninger forte i længden til problemer med overproduktion og markedsforstyrrende subsidieordninger. Den fælles landbrugspolitik har efterfolgende gennemgået flere grundlæggende reformer, senest af sukkerordningerne i februar 2006.

                                     

3. EFTA – Det Europæiske Frihandelsforbund

I 1960 blev Det europæiske frihandelsforbund, EFTA European Free Trade Association oprettet som en modvægt til det europæiske okonomiske fællesskab. EFTA har som hovedformål at fjerne hindringer for handel mellem medlemslandene, men er modstandere af fælles told og overnationale organisationer. Den frie handel gjaldt dog kun for industrivarer, og medlemslandene havde stadig befojelser til at pålægge told på blandt andet landbrugsvarer. EFTA omfattede i begyndelsen Danmark, Norge, Portugal, Storbritannien, Schweiz, Sverige og Ostrig, men efter at flere af disse senere er blevet medlemmer af EU, består EFTA nu kun af Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein.

                                     

4. EF – Det europæiske fællesskab

I 1965 underskrives Fusionstraktaten om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for de tre fællesskaber EKSF, EOF og EURATOM. Da denne træder i kraft den 1. Juli 1967 begynder en ny tid for det, som senere skal blive EU, da alle fællesskaberne nu er samlet fusioneret og kaldes EF Det europæiske fællesskab. Storbritannien, Norge, Danmark og Island soger i 1967 igen om medlemskab, men stoppes atter af Frankrigs vetoret.

I 1969 gik Frankrigs præsident Charles de Gaulle af, og dette åbnede igen muligheden for, at nye lande kunne blive medlemmer af EF. Der blev holdt folkeafstemninger i hvert af landene, og dette endte med at Storbritannien, Danmark og Irland gik ind for at blive medlemmer i den nye union. Danmark havde folkeafstemning den 2. oktober 1972. "Ja" siden vandt med 63.3%. Norge havde folkeafstemning om det samme sporgsmål den 25. september 1972, men stemte nej med et flertal på 53 procent. Unionen bestod nu af ni lande og begyndte at få stor indflydelse på europæiske forhold. Men det skulle snart vise sig, at der fandtes stærke modsætninger internt i den unge union. I 1979 blev "jernkvinden" Margaret Thatcher premierminister i Storbritannien. Det viste sig hurtigt, at hun havde en meget fjendtlig holdning til det europæiske fællesskab. Hun mente, at Storbritannien havde lidt store okonomiske tab siden landet blev medlem af unionen og krævede at få pengene tilbage. Thatcher havde ingen juridisk ret til pengene, men det lykkedes hende alligevel at gennemfore et kompromis. Grækenland, Spanien og Portugal blev også medlemmer i midten af 1980erne og disse var med til at styrke unionen en del efter den omfattende strid med Storbritannien.

I 1985 vedtog medlemslandene Den Europæiske Fælles Akt, en revision af det eksisterende traktatgrundlag, som mest væsentligt lettede gennemforelsen af EFs hjemmemarked det indre marked, som landene var blevet enige om i Rom-traktaten. Der blev efterfolgende vedtaget over 300 tiltag, og i 1992 var de fleste af disse gennemfort. Norge havde folkeafstemning om EU-sporgsmålet for anden gang i 1994, men også denne gang stemte flertallet nej.



                                     

5. EOS-aftale

Den store fremgang for EU ved skabelsen af et indre marked, gav de lande som stod udenfor EU, store, okonomiske udfordringer. Derfor tog Europakommissionen initiativ til et tættere samarbejde med disse lande. Dette medforte aftalen om EOS Europæisk Okonomisk Samarbejdsområde, som blev underskrevet i maj 1992. Denne aftale sikrede landene udenfor EU toldfri adgang til EU-markedet, med undtagelse af landsbrugsvarer og forædlede fiskeprodukter. Men landene måtte også tilpasse sig EUs regelsæt. Denne aftale koster også, og efter fornyelsen i 2003 måtte Norge nu betale 1.7 milliarder kr. per år til EU for at opretholde aftalen. I dag er det kun Norge, Island og Liechtenstein, som er med i EOS-aftalen. De fleste andre lande fra 1992, er i dag blevet fuldgyldige medlemmer af EU.

                                     

6. Vejen mod Euroen

Den 13. marts 1979 oprettede EF-landene det Europæiske Monetære System EMS. Dette gjorde de for at skabe stabilitet for de europæiske valutaer. Samtidig blev der oprettet en fælles europæisk valutaenhed kaldet ECU European Currency Unit. I ECUen indgik medlemslandenes valutaer med en tyngde svarende til landenes okonomiske betydning. Siden 1981 fungerede ECU som regneenhed i EU og som fælles betalingsmiddel mellem de europæiske centralbanker i Europa. I 1992 blev Maastricht-traktaten underskrevet, hvilket ændrede EF til EU. Samtidig forpligtede medlemslandene sig med denne aftale til at indfore en okonomisk, monetær union, som yderligere skulle styrke det indre marked. Resultatet af denne aftale ser vi i praksis i dag gennem den fælleseuropæiske valuta Euro, som fik sit navn endelig fastlagt i 1995. ECU var den direkte forgænger til den europæiske montenhed, og i dag har de fleste lande i EU erstattet deres respektive valutaenheder med euroen bortset fra de nye, osteuropæiske lande. Danmark, Sverige og Storbritannien har dog ikke indfort den fælleseuropæiske valuta.



                                     

7. 2004 – nu: Nyere historie

Den Europæiske Unions historie har siden 2004 været præget af perioder med betydelig uro samt institutionelle reformer. Ti nye stater havde netop indtrådt i unionen, hvoraf otte var betydeligt fattigere end EU-gennemsnittet, og i 2007 indtrådte yderligere to stater. Den forholdsvise nye montfod Euroen, der var blevet skabt et par år forinden, og Schengen-området måtte i den anledning også udvides. Bestræbelserne på at få skabt en mere stromlignet union blev dog overskygget af den okonomiske recession i de sidste år af 2000’erne og de betydelige problemer med at få implementeret EUs forfatningstraktat og dens efterfolger Lissabontraktaten. I hele perioden har Jose Manuel Durão Barroso været formand for Europakommissionen og Det Europæiske Folkeparti været den storste gruppe i Europa-Parlamentet.

                                     

7.1. 2004 – nu: Nyere historie Kommissionen og Parlamentet

Mellem 10 13. juni 2004 deltog Den Europæiske Unions 25 medlemsstater i historiens storste trans-nationale valghandling, da medlemmerne af det sjette Europa-Parlamentet skulle vælges. Resultat, der havde den laveste vælgertilslutning nogensinde, forte endnu engang til en valgsejr for EPP-ED

                                     

7.2. 2004 – nu: Nyere historie Kommissionen Barroso I

Prodi-kommissionens mandat udlob ved udgangen af oktober 2004, så i tiden umiddelbart efter parlamentsvalget i 2004 begyndte man at overveje, hvilke personer der kandiderede til posten som formand for den kommende Europakommission. Der var stærk opbakning til den belgiske premierminister Guy Verhofstadt ELDR fra Irland, Frankrig og Tyskland, der så ham som en "overbevist europæer og stærk kæmper". Guy Verhofstadts foderlistiske overbevisning forte dog til modstand fra Spanien, Det Forenede Kongerige, Italien og Portugal, der ligeledes vendte sig imod Verhofstadts modstand mod Irak-krigen og hans onske om at få nævnt Gud i EUs forfatningstraktat.

På foranledning af EPP-ED-gruppens valgsejr i parlamentsvalget, mente gruppen, at det var en af deres egne medlemmer, den luxembourgske premierminister Jean-Claude Junker, der skulle være kommissionsformand. Han ville dog ikke selv kandidere til poste. En række tidligere kommissærer kandiderede også, herunder Chris Patten eksterne relationer og Franz Fischler landbrug, ligesom Javier Solana EUs hojtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Pat Cox formand for parlamentet var lette kandidater. Barroso kom dog til at fremstå som den ledende kandidat, til trods for hans stotte til Irak-krigen, og Europa-Parlamentet godkendte den 22. juli 2004, med 413 stemmer for og 215 stemmer mod 44 undlod at stemme, den pågældende som formand for Europakommissionen.

Under horingerne, forholdt Europa-Parlamentet sig kritisk til en række at de foreslåede kommissærer. Der blev stillet sporgsmålstegn ved egnetheden af Ingrida Udre beskatning og toldunion, László Kovács energi, Neelie Kroes konkurrence og Mariann Fischer Boel landbrug. Det mest kontroversielle kommissæremne var dog Rocco Buttiglione retlige anliggender, frihed og sikkerhed på grund af hans konservative kommentarer om kvinders stilling i ægteskab og at homoseksualitet var en synd, som i ojne visse parlamentsmedlemmer, gjorde ham uegnet til en post, hvis formål var at sikre borgerlige rettigheder i unionens stater. Parlamentets udvalg for civile rettigheder nedstemte Buttiglione; og han er dermed den forste kandidatkommissær, som ikke blev kommissær fordi Europa-Parlamentet ikke ville godkende ham.

Socialisterne PES var de mest hojrostede kritikere af Barroso og hans kommissærkandidater, mens Folkeparti stottede både Barroso og kandidater. De liberale ALDE var splittede i sporgsmålet. Barroso har forsogt at tilbyde små indrommelser til Europa-Parlamentet, men de blev ikke accepteret, eftersom PES havde nemlig gjort det klart, at de ville nedstemme samtlige kandidater, hvorfor de splittede liberale kom til at sidde på de afgorende mandater. EPP-ED krævede samtidig, at en socialistisk kommissær også måtte ofres, så man kunne opretholde balancen efter Buttiglione. Barroso gav til sidst efter og tilbagetrak samtlige sine kommissærkandidater. Efter en periode på tre uger, hvor Prodi fortsatte sin kommission som et forretningsministerium, præsenterede Barroso på ny et forslag til en ny kommission.

Barrosos nye forslag var ændret på tre punkter: Buttiglione var blevet trukket tilbage af Italien og erstattet af udenrigsminister Franco Frattini; László Kovács var blevet flyttet fra energi til beskatning og Ingrida Udre var blev trukket tilbage og erstattet af Andris Piebalgs, som overtog den nu ledige post på energiområdet. Kommissionen blev godkendt den 18. november 2004 – 449 stemte for, 149 imod 82 undlod at stemme – hvor Barroso opnåede stotte fra de tre store partier i Europa-Parlamentet. Hans forste kommission tiltrådte den 22. november.

                                     

7.3. 2004 – nu: Nyere historie Kommissionen Barroso II

Det Europæiske Folkeparti EPP opnåede ved Europa-Parlamentsvalget i 2009 endnu engang flest mandater. Dette til trods for, at de britiske konservative i tiden op til valget havde forladt denne gruppe og dannet en ny. Bruddet mellem de britiske og andre europæiske konservative skyldtes, at de britiske konservative ikke delte den tilnærmelsesvist foderalistiske ideologi, som partierne i EPP dyrkede. Sammen med andre borgerlige og anti-foderalistiske partier fra central- og osteuropa dannede de britiske konservative gruppen De Europæiske Konservative & Reformister ECR. De to storste partier i parlamentet, EPP og S&D, indgik som for en magtdelingsaftale, der reelt udelukkede de ovrige grupper fra de mest indflydelsesrige poster og beslutninger. Jarzy Buzek blev af disse to grupper valgt som Europa-Parlamentets forste centraleuropæiske formand.

I 2008 havde Barroso vundet nok stotte fra EUs stats- og regeringschefter til, at han kunne fortsætte i endnu en periode som formand for Europakommissionen. Ved valget i 2009 havde EPP fastholdt sin position som det storste parti; dog uden et absolut flertal bag sig. EPP stottede Barroso, i hans onske om at fortsætte som formand for Europakommissionen, og S&D og ALDE undlod at stotte alternative kandidater. På trods heraf blev der imidlertid dannet en rod-gron-gul koalition bestående af S&D, ALDE og G-EFA, som forsogte at opnå politiske indrommelser. På et mode med de politiske grupper den 10. september 2009, kunne Barroso, foran en udsædvanligt tætpakket forsamling, fremlægge sit politiske program, der affodte en livlig debat. Debatten forte til, at ALDE og S&D opblodte sin kritik af Barroso – os sammen med EPP og anti-foderalisterne i ECR-gruppen kunne ALDE den 15. september erklære, at de stottede Barroso. Den 16. september 2009 blev Barroso genvalgt af Europa-Parlamentet med 382 for, 219 imod 117 undlod at stemme.

Den bulgarske kommissionskandidat Rumiana Jeleva, blev i forbindelse med godkendelsesprocessen tvunget til at trække sit kandidatur på grund af modstand fra medlemmerne, især S&D, der satte sporgsmålstegn hendes egnethed og okonomiske interesser trods opbakning fra EPP som hendes nationale parti tilhorte. Bulgarien sendte i stedet Kristalina Georgieva, men dette forte til, at afstemningen om den samlede kommission måtte udskydes i adskillige uger, fordi der skulle findes tid til, at Georgieva kunne hort og udspurgt af Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet godkendte ved en afstemning den 9. februar 2010– med 448 stemmer for, 137 imod 72 undlod at stemme – den samlede kommission. Den nye gruppe af anti-foderlistiske ECR-gruppe, der primært bestod af britiske konservative, undlod – af demokratiske årsager – i den forbindelse at stemme.



                                     

7.4. 2004 – nu: Nyere historie Udvidelser

I 2004 blev den såkaldte "Ost-udvidelse" gennemfort, hvorved i alt otte central- og osteuropæiske stater indtrådte i unionen. Ligeledes indtrådte middelhavsstaterne Malta og Cypern. Forholdene i den union de nye medlemsstater indtrådte i, var markant anderledes end i starten af 1990erne og den institutionelle ramme var på mange måder ikke gearet til en union af så mange stater. Især de central- og osteuropæiske staters indtræden har været genstand for ganske megen debat – både i og udenfor EU-systemet og netop denne del af udvidelsen har, bortset fra optagelsen Grækenland, været den nok mest kritiserede.

Tilbage står imidlertid at udvidelsen blev gennemfort, og at det naturligvis viste sig at de nye medlemmer var ganske forskellige og ikke i længden kunne behandles som en 2. rangs blok af ost-medlemmer. Flere af de i 2004 optagne lande er f.eks. blevet medlem af Schengen og Euroen. Makedonien, der indtrådte i 2004, kom i forbindelse med sin indtræden ud i en sproglig konflikt med Grækenland, der handlede om, hvilket navn den makedonske stat måtte benytte sig af. I Grækenland var der allerede en provins der hed Makedonien og af historiske årsager betingede Grækenland sin godkendelse af udvidelsen af, at Makedonien fremover kaldte sig Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, forkortet FYROM. Der var ligeledes problemer med, hvorledes man skulle forholde sig til Cypern: Oprindeligt havde en cypriotisk optagelse været betinget af, at hele oen Cypern kunne indtræde. Eftersom Grækenland og Tyrkiet ikke havde opnået enighed om, hvem der havde herredommet over oen kunne Cypern ikke optages, hvorfor Grækenland betingede sin godkendelse af de ovrige landes optagelse af, at kun den græske del af Cypern kunne optages. Derfor er den tyrkiske del af Cypern fortsat ikke medlem af EU. Nordpå var der problemer med den russiske enklave Kaliningrad, der med Litauens indtræden i EU ville komme til at være omkranset af EU-stater. Selvom enklaver ikke er unormale, ytrede Rusland utilfredshed med udvidelsen; til trods for, at Kaliningrad også for udvidelsen var en enklave.

Bulgarien og Rumænien havde ligesom de ovenfor nævnte stater sogt om optagelse i 1995, men en ringe okonomis udvikling, korruption og organiseret kriminalitet satte en stopper for staternes optagelse i 2004. I 2007 kunne Ost-udvidelsen imidlertid afsluttes, da de to stater fra 1. januar dette år kunne indtræde i unionen, på trods af, at begge lande fortsat kritiseres for at gore for lidt i kampen mod korruption og organiseret kriminalitet.

Forhandlingsprocessen med Kroatien, der var et kandidatland, havde været blokeret i 10 måneder på grund af et slovensk veto mod optagelsen. Vetoet blev tilbagekaldt i september 2009 og Kroatien forventes at kunne blive medlem af EU, enten i 2013 eller 2014. I mellemtiden har den finansielle krise ramt Island hårdt og den nordatlantiske ostat har efterfolgende sogt om optagelse i EU. Forhandlingerne med Island forventes afsluttet hurtigt således, at problemerne om fiskerirettigheder vil være de sidste der skal loses, for det islandske folk ved en folkeafstemning kan beslutte, om staten skal indtræde i EU.

                                     

7.5. 2004 – nu: Nyere historie Laeken-deklarationen

Det Europæiske Råd havde på sit mode i den belgiske by Laeken i december 2001 vedtaget den såkaldte Laeken-deklaration Arkiveret 12. august 2011 hos Wayback Machine. I deklarationen forpligtede stats- og regeringscheferne sig til at arbejde for, at Den Europæiske Union blev mere demokratisk, gennemsigtig og effektiv. For at disse mål kunne nås mente man det var nodvendigt, at EUs eksisterende traktatgrundlag, der bestod af to traktater og en række tillægsprotokoller, grundlæggende skulle laves om. I stedet for selv at udarbejde et sådant forfatningsforslag bestemte rådet, at en række såkaldte "stakeholders" skulle indkaldes til et konvent og dér undersoge, hvorledes man kunne opnå målene.

                                     

7.6. 2004 – nu: Nyere historie Det Europæiske Konvent

Det Europæiske Konventet bestod af 102 medlemmer. Valéry Giscard dEstaing, tidligere franske statsleder, blev udnævnt som dets formand, mens Giuliano Amato, tidligere italiensk regeringsleder, og Jean-Luc Dehaene, tidligere belgisk regeringsleder, blev udnævnt til vice-formænd. Konventets medlemmer i ovrigt blev udpeget af parlamenterne i både EU-medlemsstater og kandidatlande, Europa-Parlamentet, Europakommissionen samt EUs stats- og regeringschefer. Efter alt var på plads kunne konventet modes for forste gang i februar 2002 og modtes derefter en til to gange om måneden. Alle dets moder blev afholdt i Europa-Parlamentets bygning i Bryssel.

Konventet, der havde fået til opgave at udarbejde et "endeligt dokument – Udkast til traktat om en forfatning for Europa – der kunne overbringes til Det Europæiske Råd engang i 2004, udsendte sit færdige udkast allerede i juli 2003, hvorefter regeringslederne gik i gang med forhandlinger. Man nåede dog ikke til enighed for juni 2004 – efter flere topmoder – hvor man undervejs ikke var sikker på, at man faktisk ville nå til enighed.

                                     

7.7. 2004 – nu: Nyere historie Folkeafstemninger om forfatningstraktatens vedtagelse

Efter at regeringslederne var blevet enige om traktaten, var det så meningen, at den skulle ratificeres. Ud af de 25 lande besluttede de 10, at de ville holde en folkeafstemning, heriblandt Danmark. Spanien fik et stort flertal hjem, men allerede i den anden folkeafstemning i Frankrig den 29. maj 2005 blev traktaten nedstemt. Et par dage efter, den 1. juni, skulle Holland så stemme og de stemte også nej. Dette betod reelt, at forfatningen var blevet forkastet, eftersom den skal ratificeres af alle lande for den træder i kraft. England, Danmark, Irland og Portugal valgte efter folkeafstemningerne i Frankrig og Holland ikke at afholde folkeafstemninger.

Foruden Spanien, hvor vælgerne stemte ”ja” til forfatningstraktaten, blev den ligeledes vedtaget af de parlamentariske forsamlinger i en række af EUs medlemsstater: Litauen, Ungarn, Slovenien, Italien, Grækenland, Slovakiet, Ostrig, Tyskland, Letland, Cypern, Malta, Luxemburg, Belgien, Estland, Finland, Bulgarien og Rumænien. Det nåede aldrig at blive besluttet om hvorvidt vælgerne i Tjekkiet og Polen ville få lov til at gå til folkeafstemning om traktaterne.

                                     

7.8. 2004 – nu: Nyere historie Euroen og recessionen

Euroen blev i 2007 indfort i Slovenien, Malta og Cypern, i Slovakiet i 2009 og i Estland i 2011. Men som en folge af den forste recession i 2008 opstod der problemer med den fortsatte udvidelse af euroområdet. Områdets medlemmer indledte et statsligt samarbejde i et forsog på at modvirke recessionen, ligesom Den Europæiske centralbank intervenerede i okonomien.

I forbindelse med den efterfolgende gældskrise stod det klart, at Grækenland og visse andre eurolande, havde problemer med at betale deres lobende afdrag på statsgældenden. For at undgå en statsbankerot blev eurolandene enige om at redde disse medlemsstater. Dette var en u-vending i forhold til hidtidig politik og også i strid med EUs traktater, der forbyder denne form for hjælpepakker. Forbuddet er begrundet i et onske om, at EUs medlemsstater selv får bedre styr på deres okonomier. Grunden til at man ændrede standpunkt og handlede i strid med traktaterne var, at man onskede at modvirke, at en eventuel statsbankerot i Grækenland skulle få folgevirkninger i de ovrige eurostaters okonomier.

Free and no ads
no need to download or install

Pino - logical board game which is based on tactics and strategy. In general this is a remix of chess, checkers and corners. The game develops imagination, concentration, teaches how to solve tasks, plan their own actions and of course to think logically. It does not matter how much pieces you have, the main thing is how they are placement!

online intellectual game →